En Sommernat

P. Heise

Høit over Bøgens Top

Der gåer en Stjerne op,

Og skuer ned til Skovens dunkle Kroner,

Og dybt fra fjerne Krat

I stille Sommernat

Der lyde Nattergalens ømme Toner.

De lange Skygger måe

Med Tågesløret på

Hensvæve tyst og langsomt over Mosen;

Og så fortrolig, øm

Som i en Elskovsdrøm

Udånder Lilien tusind Suk til Rosen:

„O, mindes du dengang,

Da vi, mens Lærken sang,

Opvågnede ved Forårssolens Lue?

Og da dit søde Blik

Mit Øie henrykt fik

Med al sin hede Længsels Kraft at skue?

Vi folded ud vor Knop,

Og voxde sammen op;

Men Stormen snart vort spæde Løv adspreder,

Dog af vort korte Liv

Har Kjærlighedens Bliv

Jo skabt en salig Sum af Evigheder.”

Men Rosen stod så tyst,

Og gjemde i sit Bryst

Al Sødhed, som den hemmeligt bevared;

Kun Stjernens Sølverglands

I Duggens Perlekrands

Lod Elskov anende fortolke Svaret.

En Gysen sagte gåer

Igjennem Skovens Hår,

Fra Østen farves blege Himlens Kinder;

Hver Stjerne slumre vil,

Og lukker Øiet til,

Mens Natten, Sorgens hulde Ven, forsvinder.

O, lad mig, dunkle Jord!

Hvad anende jeg troer,

Bekjende for dit tause Moderhjerte;

Du kjender vist mit Savn, —

Lad snart mig i din Favn

Udgræde al min Vemods søde Smerte.