Paa Forpost

Nattens dæmrende Taager

Har sig paa Engen lagt

Der kun Soldaten vaager

Paa sin farlige Vagt.

Medens hans Blikke vanke

Gjennem det øde Rum,

Sysler hans stille Tanke

Udi sin Helligdom.

Thi han bærer derinde

Gjemt i en trofast Sjæl

Billedet af en Kvinde

Deilig som Freia selv!

Og naar han dristig træder

I Slagets Dødningdands

Billedet sig iklæder

Valkyriens høie Glands.

Kjøle Luftning fra Søen,

Bringer du med et Bud?

Mødte du hist paa Øen

Nylig min unge Brud?

Svaled du Kindens Rødme,

Løste du Lokkens Fald,

Nipped du Læbens Sødme?

Ak! deel da med mig halv!

Løste hun af sit Fængsel,

Mens du i Løvet skjalv,

Hjertets bævende Længsel,

Sukkets vingede Alf;

Hvisked hun: Jeg vil græde,

Kommer igjen ei han,

O! da gaaer jeg med Glæde

I Døden for mit Land!