Bergmanden

Bergvæg, brist med larm og brag

for mit tunge hammerslag;

nedad må jeg vejen bane –

mod det mål, jeg kun tør ane.

Dybt i fjeldets stille nat

vinker mig den rige skat,

diamant og ædelstene

mellem guldets lyse grene.

Og i dybet er der fred,

fred og nat fra evighed;

bryd mig vejen, tunge hammer,

til naturens hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad

under himlens stjernerad,

trådte vårens blomsterveje,

havde himlens fred i eje.

Men jeg glemte vårens pragt

SYSTEMi den midnatsmørke schakt,

glemte fuglens glade sange

dybt i grubens tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,

tænkte jeg med barnligt sind:

dybets ånder skal mig råde

livets endeløse gåde. –

End har ingen ånd mig lært,

hvad mig tykkedes så sært;

end er ingen stråle runden,

som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej

frem til klarhed denne vej?

Lyset blinder jo mit øje,

hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;

der er fred fra evighed; –

bryd mig vejen tunge hammer,

til naturens hjertekammer!

Hammerslag på hammerslag

indtil livets sidste dag!

Ingen morgenstråle skinner,

ingen håbets sol oprinder.