Du var det deiligste Barn

Du var det deiligste Barn,

Jeg i mit Liv har seet,

Skjøndt i en fattig Bolig

Din Seng man havde redt.

Du fandt i den fattige Bolig

For Nattevinden Læ,

Der vugged Dig Din Moder

I Søvn paa sine Knæe.

Der redte hun Dine Lokker

Og kyssede Din Kind,

Og svøbte Dig i Halmen

For Nattekulden ind.

Da lyttede Du saa stille,

Imens Din Moder sang,

Vidunderlige Toner,

Da ved Dit Leie klang.

Og naar da Din Læbe smiled',

Da maatte Sorgen flye,

Det var, som om Du leged

Med Aander under Sky.

Og Himmlens lyse Skarer,

Da svæved til Dig ned,

Det var, som om Du vidste,

Hvad ingen Anden veed.

Da tænkte jeg, mens jeg skued',

I Dine Øine blaae:

„Kan Paradisets Blomster

Da voxe mellem Straae?”

Men da jeg Dig atter skued,

Du kaldtes rig og stor,

Og ligned tusind Andre

Paa denne kolde Jord.

Da havde Du glemt Din Barndom,

Og hvad Din Moder sang,

Og alle de deilige Toner,

Der ved Dit Leie klang.

Da havde Du glemt de Aander,

Som svæved til Dig ned,

Da vidste Du ei Mere,

End tusind Andre veed.

Dog saae jeg Din Læbe smile,

Jeg saae Dit Blik igjen;

Men Paradisets Blomster

De var nu visnet hen.