Gunhilds romance

I spådomskløften ved fjeldsø bor

den mægtige bjergets frue,

hun lokker de unge med fagre ord –

ve den, som hende får skue!

Hun lover ham guld og elsket mø,

hvis han til Freja vil bede; –

men falske, som den slugende sø,

er hendes løfter om glæde.

Hun vil ham drage i dybet ned,

hvor gamle guder dvæle,

der hersker der ingen kærlighed,

ej fred for menneskers sjæle.

Thi råder jeg hver en svend og mø:

“Tro ikke de smilende vover!

Ro ikke over den blanke sø,

når månen skinner derover!

Thi dragende lyder da hendes sang,

da har hun magt at dåre;

og følger du bjergets lokkende klang,

du hvilte bedre på båre!”