Had

Jeg knuser dine Øjne,

jeg splintrer dit Blik som Glas,

jeg styrter i Støvet din Skønheds

knejsende Fepalads.

Der raser i mit Hjerte

Megærens brusende Brand,

jeg flammer efter at flænge

dig under min skarpe Tand.

Der gnistrer i mit Øje

Furiens evige Ild,

den voldsomt skummende Skønhed,

der gør som en Gud mig vild.

Min Følelse er som en Stormflod,

naar Havet stiger paa Land,

-- men din er tæmmet som Bækken,

der aldrig gaar over Rand.

Jeg elsker de stærke Orkaner,

der rense min inderste Grund,

men hader de lunkne Vinde,

der leger med Løvet i Lund.

Jeg hader din kælne Leflen,

din Mangel paa flyvende Tro,

dit blodløse Tiggerhjerte,

der helst vil være i Ro.

Hvad hjælper harmonisk Skønhed,

hvor al Ting er paa sin Plads?

-- Jeg knuser dine Øjne

og splintrer dit Blik som Glas.