Tusmørket

Solen sank bag Bøgekroner,

Langsomt hæver Mørket sig.

Sværmeriets Trylletoner

Aftenskumring lærte mig.

Ærbar i et Slør sig svøber

Al den unge Blomsterpragt;

O men halvindhyllet røber

Dobbelt Skjønheden sin Magt!

Dagen synker, Egnen hviler,

Svøbt i Mørke, stolt og fri.

Glødende bag Busken smiler

Maanen, som min Phantasie.

Zephir vugger sorte Grene,

Vifter Kjøling til mig hen.

Nattergalen klager ene,

Vaarens Sanger, Hjertets Ven.

Skumring! ofte vil jeg sværme

Her i dette sorte Krat,

Medens Skyggerne sig nærme

For at hylle mig i Nat.

Hen, som Du, min Længsel svinde

Salig i sit Veemodssavn!

Stjerner! ak, naar skal I finde

Skjalden i den Elsktes Favn?