Ved Solens Opgang

Skjön er du dog, evige Himmeltelt!

Høiherlig udspændtes din Bue.

Der staar han atter den straalende Helt,

Med sit Harnisk af blinkende Lue.

Skjøn er du dog, grønnende, duftende Jord!

Du Skammelfor Zebaoths Foden!

Paa Bjerg of paa Hav jeg opdager hans Spor,

Jeg fornemmer hans Gang over Kloden.

Kun Sømmen jeg ser af hans Klædebon;

Men Uendelighed den udfolder

Paa Cherubernes Vinger sig lefter min Aand,

Fast Stövlarven Sjælen dog holder.