Rav

De gik langs der legende Hav,

Og Bølgerne dansed saa lette

Med Skum ad den gyngende Slette;

De vandrede langsomt Fod for Fod,

Stansed, og bukked sig hvor de stod;

De søgte sig Rav.

Hun

fik, hvad af Havet han tog,

Skønt blev det slebet, i Form af et Hjærte,

Det skinned saa klart som den klareste Kærte,

Hun

bar det paa Barmen, hun kyssed det tidt,

Hun

gav ham til Gengæld

sit;

Men det var et Hjærte, som slog.

Han fo'r paa det gyngende Hav;

Hun

mødte ham ingensinde.

Hun

bar paa hans Hjærte derinde,

Bar det hos sit, bedrøvet og glad,

Hun

vidste ikke at skille dem ad; --

Og

hans

var kun Rav.