Sildig

Nu, da de Alle sover,

Og Fiskerlejet er tyst,

Og Vinden er vendt og staar over

Imod den fremmede Kyst;

Nu, da de trællende Vover

Har Ro, til det atter blir lyst,

Nu vil jeg lette ved Havets

Strande mit fulde Bryst.

Intet Bulder derude,

Ingen spadserende Flok,

Og ingen huggende Skude

Med Nødflag under sin Nok.

Strakt over Sandets Pude,

Bænket paa Havets Stok,

Snorker Søen. Det lyder,

Som snurred en Kæmperok.

Du sover, Du gamle Kending.

Jeg tør ej paa Freden tro;

Du rejser Dig som en Brænding,

Om og Du gik tam til Ro.

Et eneste Kast, en Vending.

Af Vinden: Du viser din Klo.

Jeg lytter. Det var som Havet

I Drømme dernede lo.-

Ak, Elskede, Du som sover

Langt borte paa Puden tyst,

Og aner ej, hvilke Vover

Der slumrer paa denne Kyst,

Du rækker i Drømme over,

Vil hælde Dig op til mit Bryst, --

Du véd ej, at Freden er borte,

Saa saare det atter blir lyst.

Thi jeg og Havet derude

Er født af den samme Stok,

Og kender saa godt til en Skude

Med Nødflag under sin Nok.

Vi sover paa samme Pude,

Følges i samme Flok,

Og spinder den samme Ende

Paa den snurrende Kæmperok.