Høgen

C. Nielsen

Vær hilset, høg, over granetop!

Du stoltest fugl i skoven.

Du stirrer trodsigt mod himlen op,

din flugt er vild og forvoven.

Du kløver brisen i vilden lyst,

mens grønligt øjnene spejde.

Du hugger dit næb i din fjendes bryst

og aldrig du skænker ham lejde.

Du er en røver for Gud og mand,

i blod du sølede hammen.

Du ser med foragt på den vrikkende and

der spejler sin fedme i dammen.

Jeg elsker vel ej din blodige klo,

men flugtens sus på din bringe.

Dit vilde blik fra dit stolte bo

og solens blink på din vinge.