Jord, i hvis Favn

Jord i hvis Favn der hades og der myrdes

Slægt efter Slægt,

blodige Jord med al din Syndebyrdes

voksende Vægt!

Hvor kan saa let din Himmelvej du følge

rundt om den Sol, der skuer dine Saar,

og san lysgrønt bølge

Vaar efter Vaar?

Jo, thi den samme, som har bundet Jorden

Lovenes Baand,

som gav sit Folk i ørkenfjeldets Torden

Loven i Haand,

han la'r sin Sol hver fattigt Straa forgylde,

han er den Gud, som hører Støvets Bøn,

som i Tidens Fylde

gav os sin Søn.

Derfor, om al vor Lykke skulde falme,

brat staa for Fald,

altid fra Jord en evig Takkesalme

løfte sig skal;

derfor, hvor vældigt Mørkets Aander virke,

aldrig vor Bøn skal Synke til et Suk,

aldrig Herrens Kirke

rokkes et Fnug.

Lær os da, Jord, paa Aandens ørnevinge,

trofast som du,

os om vort høje Himmellys at svinge

trøstig i Hu,

Fra ham alt Lys, som vi begære,

fra ham Livsvarmen i vort Bryst,

grønnes Gud til Ære,

gyldnes til Høst.