Hedelærken

Hedelærken, den liden Fugl,

Bygged bag Lyng paa Tue,

Svang sig dog fra sit lave Skjul

Høit mod Himmelens Bue,

Lysnede om Jyllands Strand,

Tindrede for Folk og Land

Som en Nordlys-Lue.

Hedelærken, den fattig Fugl,

Eied knap Klæder egne,

Hented sig dog af Lykkens Hjul

Guld, som aldrig kan blegne,

Drømme-Havens Rosenflor,

Tanke-Havets Perlesnor,

Sangens Trylleevne.

Hedelærken, den flygtig Fugl,

Havde saa klart et Øie,

Saae, hvad der rørte sig i Skjul

Under en Vadmels-Trøie;

Tegned i sin dunkle Krog

Folkelivets Billedbog,

Bindestuens Saga.

Hedelærken, den stakkels Fugl,

Ruged paa egen Smerte,

Magted at tænde Glædens Jul

Dog i saa mangt et Hjerte;

Qvad med Stemme høi og ren

Drapa over Bautasten,

Vakte Folkeaanden.

Hedelærken et Hædersnavn

Blev blandt Dannemarks Fugle;

Livet bandt det til Sorg og Savn,

Døden det ei kan skjule.

Lysnende om Jyllands Strand,

Tindrende for Folk og Land

Staaer dets Nordlys-Lue.