Fæstens-Kvæde

Er der et kvad, som synes født

for lykkelige to,

det er den lyse Sommernats

i gudhenåndet Ro!

Den lyse danske Sommernat

i gylden-dæmpet Ro,

den synes kun én Rosen-Drøm,

men rummer Verdner to.

Dens Sødme søger i din Sjæl

sin Inderligheds Grund:

Den er en Jomfrus rene Kys

paa Riddersmandens Mund.

Men se, der strømmer Elver-Sejd

af Kærets Brygger-Kar,

og Du er i dit Hjertes Ve

ej mer den Mand, Du var!

Rank gik Du dig i Natten ind,

Guldsporen klang om Hæl!

Du bar ved Gryet bort en Orm

der vred sig om din Sjæl.

Stolt staar den Røde Ridderborg

i hundred Kærters Glans --

hvad hjælper det? Dit blik blev slukt

i Mørkets Elverdans!

O Riddersmand! Den lyse Nat,

hvor fik dens Dyb sin Ro,

om aldrig Du blev vilse-ført

og stod som delt i to.

Thi tvende kamre har din Hu,

to Lejer har du redt:

For dén, der er den budne Brud,

og den, der ej blev bedt!

Et Valg er Livet, hvert et Døgn,

indtil den sidste Stund:

Vælg Sommernattens Jomfrukys

paa Svendens friske Mund.