Venezia

Læg ud, min Gondolier, læg ud!

min Gondolier, læg ud!

Nu bringer Himlen Jorden Bud,

at Natten forestår.

Se, Aftenrödens sidste Glöd

i Adriaterhavet flöd.

Og Bölgen varm og silkeblöd

mod Marmortrappen slår.

Der lå den underfulde Stad,

den underfulde Stad

med Kirkers og Paladsers Rad,

i Glans, som Dagens klar.

Da löfted sig med Et en Sang,

en Stemme og en Citherklang,

som frem av Bölgerne den sprang:

»Veni fammi spirar!»

Alt hvad af Elskovs Kval og Lyst,

af Kval og Lyst

kan rummes i en Ynglings Bryst,

i denne Stemme var,

så lidenskabelig og öm

som Livets bedste Sommerdröm,

fik Luft i varme Toners Ström:

»Veni fammi spirar!»