Om hundrede aar er alting glemt

Jeg driver iaften og tænker og strider,

jeg synes jeg er som en kantret båt,

og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider

det ender vel gjærne med gråt.

Men hvi skal jeg være så hårdt beklemt?

Om hundrede år er alting glemt.

Da hopper jeg heller og synger en vise

og holder mit liv for en skjøn roman.

Jeg æter ved Gud som en fuldvoksen rise

og drikker som bare fan.

Men hvi skal jeg fare med al den skjæmt?

Om hundrede år er alting glemt.

Så stanser jeg virkelig heller striden

og ganger tilsjøs med min pinte sjæl.

Der finder nok verden mig engang siden

så bitterlig druknet ihjæl.

Men hvi skal jeg ende så altfor slemt?

Om hundrede år er alting glemt.

Å nei, det er bedre at rusle og leve

og skrive en bok til hver kommende jul

og stige tilslut til en versets greve

og dø som en romanens mogul.

Da er det nu dette som gjør mig forstemt:

Om hundrede år er alting glemt.