Naar Dagen er bortgangen

Naar Dagen er bortgangen

Og Natten falder paa,

Og alle de smaa Stjerner

Paa Himmelbuen gaae;

Da slumrer vel mit Øie,

Men Tanken iler frem

Og søger gjennem Drømmen

Til sit elskede Hjem.

Naar Solen atter straaler,

Da taler vel min Mund;

Det synes, som jeg er der,

Men ak! det synes kun;

Thi mens min Tunge taler,

Mit Hjerte iler frem

Og søger gjennem Sværmen

Til sit elskede Hjem.

Til varme Syd er fløiet

De muntre Fugles Chor;

De trætte Blade søge

Til den moderlige Jord;

Og Træets Frugter finde

Saa luunt et Vintergjem, —

Min Tanke og mit Hjerte —

Skal de aldrig finde hjem?

Urolig er min Slummer,

Ustadig er min Gang;

Og fjernt fra Harpens Strænge

Flygter modløs min Sang;

Min Tanke og mit Hjerte —

Ak, vil Du huse dem?

Himlen og paa Jorden

De har ei andet Hjem!