Vexelsang

Han.

Her Roserne blussed ved rullende Vove,

Her Fuglene sang i de dæmrende Skove,

Hvor er de, hvor svandt de, hvorhen mon de tye?

Hun.

Da Barbaren Sværdet hvæssed,

Da hans Hest i Lunden græssed,

Nedsank Rosen i sit Blod,

Fuglen svandt og Skoven daled,

Kun den røde Hane galed

Nærved Egens stærke Rod;

Intet Træ vil groe derefter,

Jorden tabte sine Kræfter

Under den Forhadtes Fod.

Han.

Din dristige Broder sit Sværd skal ombinde,

Og styrte sig ned, som de hvinende Vinde,

Som Røg og som Skyer skal Fjenderne flye.

Hun.

Tretten Aar min Broder endte,

Da Barbaren ham bortsendte,

Vied ham til Spot og Nød;

Skiændsel paa hans Pande tynger,

Munken Siælemesser synger

Over ham, som var han død;

Selv hans Navn blev sønderrevet,

Paa hans Ryg et Tal blev skrevet,

Som et Tal blev han gienfødt.

Han.

Din Fader er kiæk, han skal Fienden betvinge,

Den sneehvide Falk skal i Luften sig svinge,

Og Ravnen skal lytte til Sværdenes Klang.

Hun.

Da vort Banner høit sig hæved,

Da de feige Fiender bæved

For Dabrowskis Kæmperøst,

Ak, da fandt min Fader Døden,

Mens han kæmped ufortrøden

Paa en fiern og fremmed Kyst;

Af hans siunkne Grav udvælder

Tidsler nu, og hvasse Nelder

Næres af hans Heltebryst.

Han.

Din mægtige Beiler skal splitte vor Lænke,

Den blodige Viin skal han Fjenderne skienke,

Imedens han synger Giengieldelsens Sang.

Hun.

Plumpe Fingre nys har skaaret

Af min Bejlers Pande Haaret,

Bort han blev paa Slæden kiørt

Did, hvor Isen Jorden binder,

Did, hvor Daaren useet rinder,

Did, hvor intet Suk blier hørt,

Did, hvor Pidslen stedse klinger,

Did, hvor Trællen Fyrsten tvinger.

Har et Ord min Beiler ført.

Han.

Saa drager nu Sværdet og griber til Landsen,

Og dands med Barbarerne Dødningedandsen,

Og spred dem, som Vinden det flygtende Sand

Uslukkelig evig nu Hevnen skal gløde,

Ja Friheden søge vi selv hos de Døde,

Hvis ikke vi levende fange den kan.