Hvile paa vandringen

Priis være Himlens hvalte Blaae,

Og dig, o! Dagens demantne Fakkel;

Tak være alle de Lamper smaa

I Aftnens Tabernakel!

Langs Strømmens Vove,

I dunkle Skove,

Hvor lumske, lurende Farer sove,

Vi Veien fandt!

Her Dæmringens duftende, milde Vind

Os qvæger sødt efter Dagens Qvalme!

Her kjøler perlende Dug vor Kind,

Den drypper fra Fredens Palme;

Her Druer søde

Paa Ranken gløde,

Her Kildens Bølger vor Læbe møde,

Og Ro vort Bryst.

Saa dybt i den spirende Blomsterseng

Det trætte Hoved vi trøstigt dukke,

Mens Natten gaaer over Mark og Eng

Vort Sovekammer at lukke;

Snart Sløret svinder

Fra Himlens Kinder, —

Da til vor Vandring vi atter finder

I Barmen Mod.

Da løfter Lærken sig muntert op

Paa sine spæde, klingende Vinger,

Den stærke Ørn over Fjeldets Top

Sin Tak til Himmelen bringer;

Med gyldne Pande

De Bjerge stande,

Og med Naturens Raab vi blande

Vor Jubelsang!