Violinspilleren ved kilden

Saa maaneklar og stille

Laae Natten over Eng;

Jeg satte mig ved Kilde,

Og stemte der min Stræng;

I Skovens Skjød

Dens Tone lød

Og vakte Hjorten vilde,

Som laae paa Blomsterseng.

Du Skovens lette Dandser

Med ranke Hals og Been,

Stryg Duggen af dit Pandser,

lil over Busk og Steen!

O, spring afsted,

Tag Budskab med

Til hende, som sig krandser

Med Skjønheds Rosengreen.

Du lille Fisk, som sover

Paa Kildens klare Bund,

Stig op i dine Vover,

Vaagn op nu af dit Blund,

Og svøm afsted,

Tag Budskab med

Og slig, hvad jeg ei vover

At sige med min Mund.

Du spæde Fugl, du smukke,

Som ligger luunt og blødt

Høit i din lille Vugge,

Og sover tæt og sødt;

Vaagn op, og stræk

Din Vinge kjæk, --

Snart har ved mine Sukke

Mit Hjerte sig forblødt.

Du Muus, som trygt kan bygge

Dybt under Egens Rod,

Kom frem i Nattens Skygge

Alt paa din spæde Fod!

O, løb afsted,

Tag Budskab med,

Og for mit Hjertes Lykke

Vov selv dit unge Blod.

Forlad de dunkle Gange,

Du blanke, sorte Snog,

Og lyt til mine Sange, --

Du er jo snild og klog;

Kryb snel og svai

Paa Hendes Vei,

Som aner ei, hvor bange

For hende Hjertet slog.

Du lette Sky, du hvide,

Som paa det stille Blaae

Saa sagtelig mon skride

Med Maanens Sølvbrærn paa:

O, iil, fortæl,

At her i Qvæld

Du saae min Taare glide

Som dine Perler smaa!

Og ved min Fedels Tone

Hiint hemmelige Ord,

Som skal min Qval forsone,

Med Suk jeg dem betroer;

Og Musen løb,

Og Snogen krøb

Og over Egens Krone

Guldvinget Fuglen foer.

Den Fisk i blanke Vrimmel,

Den Hjort blandt sine Lam,

Den Sky paa Nattens Himmel

Mit stærke Ord fornam;

Og Hjorten sprang,

Og Skyen svang

Sig bort, og fra sin Stimmel

Den Skjælbedækte svam.

Der sad jeg, taus, alene, --

Jeg hørte Hjertets Slag;

Bag fjerne Fjeldes Stene

Sank Maanen bleg og svag;

Og, som den veg,

Frem Solen steg,

Og fra de grønne Grene

Mig vinked Haabets Flag.