I foråret

Nu sænker sig vårens svangrende luft,

og knopperne briste, og blomsten får duft,

og bølgen som længe smægted i tvang,

går atter sin blinkende gang,

i dunkle lund,

i dæmrende stund,

bag løv, som skærmer

en nattergal sværmer,

og tonerne synke dybt i mit bryst

som suk, som savn, som smeltende lyst!

Nu gløder i rosen Eros sin pil

og svinger sin bue med trods og med smil,

han stiger fra jord som kvidrende fugl

og spejder bag skyen, bag skyen i skjul:

O vogt nu tro

dit hjertes ro!

Hans pil er båren

af duften i våren,

den træffer som lyn og fylder dit bryst

med suk, med savn, med smeltende lyst!