Sommervise

Når rugen alt bølger,

og kornblomsten dølger

sin blå lille kyse

bag gitter af strå;

når gyldenregnsgrenen

omarmer syrenen

og blander sin duft

i det solfyldte blå:

da kommer, da kommer

vor danske skærsommer,

hvad gøgen forlængst

har haft travlt med at spå.

Når egene knoppes,

og granerne duppes,

mens bøgen har mørknet

sit lyseste blad;

når roser udspringe

af torne, der stinge,

lig luende elskov

af truende had:

da kommer, da kommer

vor danske skærsommer

gør frejdig den glade,

den ængstede glad.

I brændende stråler

som rosen ej tåle,

kys ikke tildøde

dens svulmende mund

Og storm ej i blinde,

letsindige vinde!

Bring ikke for tidligt

adspredelsens stund!

Thi bedst som den kommer,

vor danske skærsommer,-

ak, så er den fly't

som et drømmerigt blund.