Ossians Sang til Aftenstjernen

Yndigt er dit Lys, o Aftenstjerne!

Klart i Vesten, i det dunkle Fjerne,

Strider frem Du fra din røde Sky.

Statelig Du over Bjerget svæver;

Vindens sidste Pust på Søen bæver,

Den måe til sit Natteherberg tye.

Fjerne Fos i Klipperivten suser;

Havets Bølge huult mod Klinten bruser —

Faure Lys! så snart heniler Du!

Aftenmyggesværm på tynde Vinger

Summende hen over Marken svinger —

Faure Lys! vilt Du ej tøve nu?

Men Du daler, i din Bortgang smiler;

Bølgehæren trindt omkring Dig iler,

Bader dine lyse Hår med Lyst.

Gak da, Stjerne, til dit Sovekammer!

Sjelenes Lys i Ossian opflammer,

Fortids Minde røres i hans Bryst.a