Øwli

Øwli han wa sæ så løste en swenh,

skul han et æren, så stäk han irenh

hisop å hæhnier.

Gik han mæ hjølli å gik han mæ plow,

åller håd han row, undtawwen nær han sow

så søhdele, så bløhdele,

så søhdele, så bløhdele.

Skjøn Else hun æ sæ en frøken så fiin,

hun gor i silke å moer å hermelien

hisop å hæhnier.

So hun ham Øwli i mark elle skow

åller håd hun row, undtawwen nær hun sow

så søhdele, så bløhdele,

så søhdele, så bløhdele.

Dæ wa dåns po goeren, å Øwli han sång,

så mæ den å så mæ den så lettele han språng

hisop å hæhnier.

Skjøn Else stod å so po, huddan han ku sæ snow:

så fik hun ingen row, undtawwen nær hun sow

så søhdele, så bløhdele,

så søhdele, så bløhdele.

Å da så hin fåræller no wa døh ud åw æll –

den jenn gik te Himmerig, den åhn gik te hæll –

hisop å dæhnier,

te egtemand å håsbon ung Øwli hun tow;

så fik de behgi row, å ve hweranne sow

så søhdele, så bløhdele,

så søhdele, så bløhdele.