Heiloen

Naar blaaklokken ringer til Aftensang,

og Dagen gaar tyst bag Tinde,

naar Myruld vidt over Hei og Vang

hun vugger for Viddens Vinde,

da vækkes hans Trang,

da synger han tung isinde sin Svanesang.

Han holder sig aldrig til Granegren,

men heller til Videns Vænge.

af Toner eier han bare en,

men en, som vil mindes længe,

en fløitende ren

som dirrer for fulde strenge

i Kvelden sen.

Thi Heiloens fattige Melodi

den løser de tusind Munde

det tause Tjern og hver Bæk er fri,

hver blomst i de spare Lunde

ja, Lyng over li,

ja lyng over Li

de blander saa mangenlunde sin røst der i.

Saa tør han vil kalde sig Viddens skald,

og ingen hans Ros skal tage;

tilfulde tar han dens Tonefald

og tolker dens Tungsinds Klage

og hæver dens Kald

de signe de Høifjeldsdage,

den ædle Skald.