Naar Odin vinker

Naar Odin vinker,

Naar Sværdet blinker,

Er Helten glad:

I røde Strømme,

I Liig som svømme,

I Birtingsbad,

Paa Lynets Vinger

Han iler kold,

Naar Rota svinger

Sit røde Skiold.

Hans Vaaben gunge;

Den blanke Tunge

Han svinger stærk.

Til Valhal rider,

Naar Staalet bider

I Pandsersærk,

De raske Kiemper,

Hvis Mandemod

Ei Skrækken dæmper,

Blandt Liig og Blod.

Paa Markens Flade,

I Jernplade,

Med Kobborhielm,

Som Blodgudinden,

Hen giennem Vinden

Den smalle Elm,

Med Staal paa Spidse,

Han kaster let,

For frem at ridse

Den røde Tvet.

Odin med Flammer,

Thor med sin Hammer,

Med Kølle Tyr,

Og Kampens Piger

Til Jorden stiger,

Naar Vaaben gnyer,

Naar Luren tuder,

Som hungrig Biørn,

Da lokkes Guder

Til Kampens Børn.

Hvad er vel Livet?

Et Pust i Sivet,

Som synker ned.

Et Spil af Kræfter,

Som higer efter

En Evighed.

Til Evigheden,

Saa morgenrød,

Gaar Vei, herneden,

Kun giennem Død.

Blandt Miød og Piger,

Du danske Kriger!

Blandt Blod og Liig,

Du rask dig svinge,

Til Rotas Vinge

Bortvifter dig.

Med Sværd fra Belte,

Med Egekrands,

Det sømmer Helte

Den sidste Dands.