Underlige aftenlufte!

T. Laub

Underlige aftenlufte!

Hvorhen vinker i min hu?

Milde, lune blomsterfudte!

Sig hvor hen I bølge nu.

Går I over hviden strand

Til mit elskte fødeland?

Vil I der med eders bølger

tolke, hvad mit hjerte dølger?

Matte sol! bag bjergets stene

Luerød du daler ned,

Og nu sidder jeg alene

I min dunkle ensomhed,

Hjemme var der intet fjeld,

Ak, så er jeg ude vel?

Skal i nat ej barnligt blunde

i min Herthas grønne lunde.

Norges søn! jeg vel kan mindes,

Du har sagt med smeltet bryst,

At i hjemmet ene findes

Rolighedens stille kyst.

Schweizer, som på klippen bor!

Du har talt de samme ord.

Selsom længsel drev med vælde

Eder til de vante fjelde.

Tror I da, kun klippen ene

Præger sig i hjertet ind?

Ak, fra disse nøgne stene

Vender sig mit bange sind.

Synger granens, fyrrens lov!

Hvor er Danmarks bøgeskov?

Gustne flod, som mat sig krummer,

Dysser ej min sjæl i slummer,

Hjemme rinder ingen floder

I en sid og leret grav,

Livets kilde, glædens moder

Tårner sig, det sølvblå hav,

Slynger sig med venlig arm

Om sin datters fulde barm,

Og ved blomsten sig forlyster

På de unge, trinde bryster.

Stille! stille! hisset gynger

Båden mellem siv og krat,

Sødt en mø ved cithren synger

I den tavse, lune nat.

Hvilke toner! milde lyst,

Hvor du strømmer i mit bryst!

Men hvad savner jeg, og græder,

Mens hun dog så venlig kvæder?

Det er ej den danske tunge,

Det er ej de vante ord,

Ikke dem, jeg hørte sjunge,

Hvor ved hytten træet gror.

Bedre er de vel måske,

Ak, men det er ikke de!

Bedre tror jeg vist, hun kvæder,

Men-tilgiver, at jeg græder!

Tager ej min sang for andet

End et ufrivilligt suk!

Længselsfuldt heniler vandet

Aftnen er så blid og smuk.

Mangen sådan aftenstund

Sad jeg i min kære lund,

Mindet vender nu tilbage,

Det var årsag i min klage.

Tidlig misted jeg min moder,

O, det gjorde mig så ve!

Danmark er min anden moder,

Skal jeg mer min moder se?

Livet er så svagt og kort,

Skæbnen vinker længer bort.

Skal jeg med den sidste varme

Trykke mig i hendes arme?