Naar i de lange Nætter

Naar i de lange Nætter

jeg ensom hviler

og ingen ser mit Ansigt

og ingen mine Øjne, der er torre--

da tænker jeg:

Hvis jeg var dod.

Vilde Du dog komme

og knæle ned,

der hvor jeg hvilte,

og min Haand, som Du nu skyer,

vilde Du tage,

nu, den var kold,

og ind i mit Ore,

der ej kunde hore mer,

vilde Du hviske,

in Stemme fra den Gang:

Hvor jeg dog elskede Dig...

Og den Dode vilde smile.