Osmans sang

Nu hælver sig nattens himmel med stjerner i kuppelets tag;

Hvem spørger vel nattens stjerner små, hvad vinden blir næste dag?

Er vinen først skjænket i bægerets skål, hvem lader den urørt på bord

og hvor er det hjerte som lukker sig til for elskovens første ord?

Det drager i ørkenens dale den hede fortærende vind,

det vågner en storm ved et gjæstebud i dybden af mandens sind.

Du tror den Zefyr ifra rosernes lund, hvor freden bag druerne gror,

o, stol ej på freden, det voxer en storm fra elskovens første ord!