Vi lo jo før saa længe

Vi lo jo før saa længe

og spandt paa Glædens Traad,

nu kan vi sagtens trænge

en Smule til Graad;

naar Graaden saa er standset,

saa gaar vi ud og ser

paa Stedet, hvor vi dansed;

dér danser vi ej mer.

Dér sætter vi os stille

i Skyggen paa en Bænk,

hvor Solens Straaler spille

med tavlede Stænk.

At sidde selv i Skyggen

og se, hvor Solen lér,

at glæde os ved Lykken,

som var. Hvad vil vi mer?

Foroven skærmer Løvet

mod altfor megen Sol,

forneden tegner Støvet

en lysblomstret kjol!

I Kjolen har Du danset,

paa Blomsten har Du grædt;

men Leg og Graad er standset,

Nu er mit Hjærte let.