Bøgen skyder alt sit Blad

Bøgen skyder alt sit Blad,

Lysegrønt og sundt og saftigt;

Lærken synger, foraarsglad, —

Efter Natteduggens Bad

Dufte Græs og Blomster kraftigt.

Føler du den milde Vaar?

Elskte! Hører du de Sange,

Der, liig Stjerneskud, fremgaaer

Høit fra Himlens Hvælving, naar

Du betræder Havens Gange?

Skimter du Violens Blaae?

Aander du dens friske Sødme?

Sees du tankefuld at gaae

Hvor de grønne Linde staae

Glimrende i Aftnens Rødme?

Eller sidder du nu gjemt

I din stille, sikkre Stue?

Mens dit Hjerte, tungt, beklemt,

For Naturens Fryd ei stemt,

Maa ved hvert et Fodtrin grue?

Nei! — jeg veed, du dvæler ei

Svag i Sorgens Fængselsskranke,

Og din Sjæl ei sygner — nei!

Kjæk paa alt det Skjønnes Vei

Sender du din stærke Tanke.

Derfor er det, Skjønhed har

Samlet huldt sig om din Vandring;

Derfor den, beslægtet, bar

Dig sin Fakkel lige klar

Under al dit Livs Forandring!