Jeg elsker dig! — og aldrig rolig

Jeg elsker dig! — og aldrig rolig

Min Tanke sværmer om dit Fjed;

Og Hjertet sprænge vil sin Bolig,

Vil ud — vil ud og sværme med.

Som i en Drøm, som i en Ruus

Jeg følger selv mit Hjertes Vildhed.

Og vaagner tidt i Nattens Stilhed

Med Blikket paa dit mørke Huus.

En Flor af Elskovstanker søde

Da spirer op og myldrer frem;

De klinge, bæve, dufte, gløde, -

Men ak! du aldrig aner dem;

Thi, naar jeg seer dig, og min Aand

Sig i din Ynde dybt tør sænke,

Da er min Tanke lagt i Lænke,

Og Læben — hviler paa din Haand.

Saa tag da Blomsterne, jeg sender,

Og lad dem være mine Bud;

Min Tanke kysser dine Hænder

Med Tak, du Elskede! til Gud.

Hvad ei mit Ord, hvad ingen Klang,

Men kun et Blik dig tolke kunde,

Skal dig de tause Blomstermunde

Forkynde — duftende en Sang!