Min Skat

Hun er sød,

Hun er blød,

Hun er smal om sit liv;

Hun er bøjelig

Og føjelig

Og rank som et siv.

Hendes kind

Er så lind,

Og som rosens så varm;

Hun er nysselig

Og kysselig

På mund, hånd og arm.

Ak, hvor net,

Og hvor let

Som et svævende fnug,

Kan hun neje sig

Og dreje sig

På foden så smuk!

Hvor hun stod

På sin fod,

Hvor hun gik og hun sprang,

Var hun nydelig

Og frydelig

Som fløjternes klang.

Og så kæk

Som en bæk

Mellem blomsternes flok,

Glimter øjets blink

Fornøjet, flink

Bag nødbrune lok.

Hendes røst

Er min trøst

Midt i sorgernes nat; --

Al den herlighed

Og kærlighed

Er min søde skat!