Velsignet Skibet være

Velsignet skibet være,

velsignet havets vand,

som venligt ville bære

dig atter til vor strand.

Velsignet hver en luftning,

der svæved om din kind;

velsignet hver en duftning,

der kvægede dit sind!

Velsignet i det fjerne

i himlens herlighed

den klare, fromme stjerne,

som dig tilsmilte fred!

O, turde jeg nu tilhviske

dig alle blomsterord,

som altid lige friske

her i mit hjerte bor!

Ak, mangen nat er svundet,

og mangen bitter dag,

mens jeg, i smerte bundet,

har talt mit hjertes slag.

Mens fjernt i sorgens øde,

mit blik ej hvile fandt,

så mine tanker døde

og håbets fakkel svandt.

Jeg kunne mig ej værge

mod smerter og mod savn;

de lod sig ej besværge

selv ved dit kære navn.

Jeg mægted ej at fri mig

for sorgens trylleri, –

og timen gled forbi mig

med intet indhold i.

Men nu – du bringer freden?

ej sandt? du har ej glemt,

at du for evigheden

har mig i dit hjerte gjemt?