Saa var min Sigurd

"Saa var min Sigurd

blandt Gjukes Sønner som Løget,

der groer op over Græsset,

eller den blinkende Sten,

der drages paa Baand,

som Ædelsten over Ædlinges Skare.

Jeg monne

Kongens Kæmper tykkes

herligere end alle Herjans Diser.

Nu er jeg saa liden,

som Løvet er paa Buskene ofte,

thi den Ædle er død.

For Borde jeg savner,

i Seng jeg savner min fuldtro Fælle.

Gjukes Sønner,

volde min Ve,

volde deres Søsters sorgfulde Graad.

Folkets Land I læge øde,

thi ej I holdt de svorne Eder.

Ej skal du, Gunnar!

Guldet nyde;

Ringene vil dig Bane volde,

siden du Sigurd Eder svor.

Ofte var Glæden større i Gaarde,

da min Sigurd sadlede Grane

og da de fore til Brynhild at frie,

den usalige Kvind i Ulykkes stund."