Undervejs

Du lille muntre markvej,

jeg dulgte dig så tit,

jeg følger dig endnu i mine tanker

til toppen, hvor du skænker

et udsyn, milevidt,

det skønneste, jeg så fra danske banker.

Derude blåner Kattegats

det dybe kornblomstblå

med stærke strømmes mere lyse strimer.

Gud fri den båd i Båringvig,

som hvirvlerne kan nå,

den bå har sejlet sine sidste timer.

Om vigens blinken vugger sig

de brede bakker blødt,

festklædt i alle frodighedens farver

i tavl ved tavl med bo ved bo

som glimt af hvidt og rødt

blandt hegn ved hegn som hasselgrønne larver.

Og aldrig buer himlen

et loft så lyst og vidt

som det, jeg her kærmindeblåt så smile.

Her skænker luften havets duft,

her vandrer blikket frit.

Her hviler sindet sødt i sommerhvile.

Ja, dette sted er Danmark.

Af havet stiger her

med Jyllands patos øens fulde toner.

Her så jeg dig, skøn Danmark,

i nøgen pragt så nær.

Med længsel, længsel nu mit syn jeg soner.