Det er at fare i svarten skog

Det er at fare i svarten skog

i dine lokker at dølges;

to brune øine derind mig drog,

og altid af dem jeg følges.

Det er at fare i skogen vild

i dunkle solefaldstider,

naar kinden gløder saa myg og mild

og haaret over den glider.

Det er at gaa sig i skogen bort

og ei tilbage at finde,

naar haaret falder saa rig sort,

og jeg faar gjemmes der inde.