Hav

Hei! Du fygende maage, aa hei! lad mig følge dig

bær mig paa hvide vinger over din havblaa vei.

Bær mig did ud, hvor tilje er barmbrede bølger blaa,

tag er den høie himmel hvælvet der ovenpaa.

Bær mig did ud, hvor havets brusende stolte sang

gaar gjennem domens øde som eneste tones klang.

Der vil jeg bølgerne ride, seile paa blanken sjø,

stænkes af salteste havsprøit, ensom derude dø.

Bær mig, bær mig, bær mig udover.