Jeg pynted mig saa faur og fin

Karen

(alene, kommer gaaende ind med Bindehosen i Haanden,

sagte nynnende paa følgende Sang):

Jeg pynted mig saa faur og fin

det gik til Dans i Lunden

jeg skulde træffe Kærest min

ja allerkæresten min.

Jeg havde bundet mig en Krans

af røde Roser til den Dans

men Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Jeg dansed mig saa hed og varm

alt i den Dans i Lunden

han knuged mig saa tæt i Arm,

saa tæt i sin stærke Arm,

den første Dans den sidste Dans

det første Kys alt blev det hans

men Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Han loved mig de røde Sko

alt til den Dans i Lunden

han loved mig sit Hjærtes Tro,

sit Hjærtes dyreste Tro.

Hver Rose tog han i den Dans,

til sidst han tog min Jomfrukrans

men Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Jeg dansed mig fra Sans og Tid

alt i den Dans i Lunden,

jeg dansed mig min Kind saa hvid,

min Kind saa bleg og saa hvid.

Men kalder han, er end jeg hans

den første Dans den sidste Dans,

skønt Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.