Det var engang

Det var engang i de fjærne Tider,

der lig et vemodslort Drømmeland

af Soldis løfter sig høit og vinker

saa duftblaat i Horizontens Rand, -

da Solen skinned hver Stund paa Dagen,

og Maanen lyste i Natten ned, —

det var engang i de fjærne Tider,

at hun var Dagen og Natten med.

Jeg husker Dagenes hvide Følge,

den rene Himmel og Byen selv

i Klynger spredt langs den blanke Flade

som døsed guldmat hver Sommerkvæld.

Jeg husker Nætternes lyse Hoitid,

naar Sjælen krøgtes i Graad og Bon, -

o, stolt Gulnare af Drømmelandet,

hvor var du sælsom og bleg og skjøn.

Om Sommerkvælden, naar Søen døsed,

og Byen sagtelig sovned hen,

naar Stjerner vaagned, og Sindet rakte

sig længselsygt mod min egen Ven, —

da var der stundom en vaarlys Kjole,

der streg forbi lig en skyløs Drøm, -

jeg stod tilbage, men gjennem Hjertet

jog varm og brusende Blodets Strøm.

Aa Gud, aa Gud! — Og jeg sprang, jeg

med hede Kinder og ydmygt Sind,

jeg flygted sanseløs ind i Skogen,

som stod og suste for Kvældens Vind.

Og ned jeg kasted mig vild af Smerte,

til over Skogbrynet Maanen steg,

et gyldent Fredstegn i Sommernatten,

som vaaged drømmende taus og bleg.

Da kom du til mig. Dit Aasyn sværmed

i hellig Sorg som den lyse Nat,

der speiled varsomt og ømt dit Billed,

dit Drømmebilled, der sluktes brat.