Dog hvad var Verden

Men naar jeg siden i Dagens Klarhed

dit Aasyn mødte, da veg jeg sky,

jeg sprang, jeg flygted, til Hjertet svulmed

i høi Foragt for den lille By, —

den lille By med sin ene Gade,

som laa og kogte i Sommersol,

hvor Græsset grodde i Fred og Frihed,

hvor Hunde dovned, og Haner gol.

Hvem fatted vel mine Dages Kummer,

hvem fatted vel mine Nætters Savn,

den Sorgens Ynde, den stille Høihed,

som bar dit Væsen og gav dig Navn?

Dog hvad var Verden, den store Verden,

hvor tidt den fristed min unge Trang,

hvad var den vel, naar du sorgfuld vandred

din tause, ensomme Drømmegang!

Ja, om jeg stod som en Gud paa Bjerget

og skuéd ind i dens Herlighed,

jeg vilde længes, jeg vilde længes

at synke for dine Fødder ned.

O, stolt Gulnare! — Du skjænked aldrig

din Pages Ydmyghed Smilets Løn,

men jeg har hulket for dig i Nætter

og knælet raadløs i Graad og Bøn.