Ungdom, Skjønhed!

Hvor fuldfri du kjender dig,

kraftfulde, mörkeblaa, rullende Hav,

som i Glansen deroppe

reiser de trodsige, skumfriske Toppe

og spröiter mod Solen!

Hvor fuldfri du kjender dig!

Selv staar jeg höit paa en Fjeldknaus

og svinger med Stokken og önsker jeg blot

havde Vinger, aa Gud, hvor det blaaner,

aa Gud, hvor det blaaner!

Jeg stuper mig i dig, o Hav, til du lukker

din kjölige Favn, hvor jeg livstörstig dukker.

Tiderne skifter som drivende Skyer,

men Livet, er evig, og Kraften fornyer,

unge Hellenere stævner med löftede Pander

til Kampdagens ildnende Möde,

kjender i Blodet et Livsbegjær glöde,

som vilde det Flammer om Jorderig spænde.

Pigebörn, Pigebörn, hvor er I henne?

Se, jeg staar höit paa en Fjeldknaus og svinger

min Stok af den blændende Solgud beskinnet.

Ungdom og Skjönhed!

Der strömmer i modige Bölger

et grækerblaat Hav gjennem Sindet.