Ad kjendte Veje

O hvor hvert Fjed dog er gammeltungt,

Naar Vejen skal trædes tilbage;

Trittet var let, saa tyveaarsungt,

Da det gik mod de dejlige Dage.

Liden Fugl paa vor Vej

Havde travlt med at synge

Sin Elskovssang;

I hver Bøgetræsgynge

Var Legen i Gang. --

Nu synges, nu leges der ej.

Kun de susende Graner har endnu Røst,

Og det lyder som oprørt Vand;

Det tegner mod Høst.

Elskede! ak, den dobbelte Klang,

Som strider i denne Kalden:

Sangfuglelatter fra korngul Vang

Og hulkende Skovvandes Falden!

Nu er Sommeren væk

Og kun Høsten tilbage,

En Middelhøst;

Kun en Afglans af Dage

Med kummerlig Trøst,

Et Billed med falmede Træk.

Og jeg trykker det blegede Blad til min Mund.

Der er dobbelt og stridende Lyst

I Afskedens Stund.

Nej, jeg vil ej som den Klagende staa,

Naar intet dog kan forandres;

Heller ad høstgule Gange gaa,

Naar Stierne dog skulle vandres.

Der er Kraft i den Luft,

Som fra Granskovens Naale

Min Aande naar;

Gennem Høstsolens Straale

Et Farvevæld gaar,

Hver Blomst har forstærket sin Duft.

Lad kun Vaaren forstumme; her spirer et Frø.

Jeg har Sange i Hjertet endda;

De kan aldrig dø.