De tolv Jævninger

Tolv Riddere sad ved Kejserens Bord;

Den trettende med dem i Kamp udfor.

Saa længe jeg red med de tolv i Dyst,

Indtil vi delte Hæder og Lyst.

Gert leged med Lanser i Dyst fuldsnild;

Stolt Engeler red med Sang gennem Ild.

Naar Hertug Samson i Hal indtren,

Da rysted baade Planker og Sten.

I Dystløb kom Ingen Hr. Iver nær;

Berin kunde gribe det flyvende Spær.

Hr. Bove oprykked Egen med Rod,

Og Ottum svømmed som Fisk i Flod.

Gerin skød Ørnen i højest Flugt;

Grev Wolter sprængte hver Port, som var lukt.

Hvor Jomfruer nikked bag Gitter og Stang,

Som Fugl over Mur sig Oliver svang.

Den største Jævning var from som stærk:

Turpin bar Panser og Messesærk;

For Hedningsjælene Bispen bad,

Naar Krop og Hoved han splitted ad.

Den mindste sad øverst ved Kejserens Bord;

Hans Navn med Ry gennem Verden for:

Den mindste Jævning, fuldrask og skøn.

Var Roland, Kejserens Søstersøn.

Naar Roland i Fruerstuen sang,

I Stegerset alle Smaaterner sprang;

Men blæste Roland til Strid paa Lur,

Da gungred i Borgen Port og Mur.

De Jævninger glemmer jeg ingen Stund:

Hin Bisp var en Mand til Haand som til Mund.

Ret aldrig jeg hører et Horn endnu,

Min Sjæl jo kommer Roland i Hu.