Holgers Orlov og Hjemkomst

Vi red over Bjerg til Keiserens Stad;

Der fløi Huer i Luft til hans Ære.

Paa Verdensthronen Carolus sad;

Men aldrig blev Keiserens Hjerte glad:

Han sørged for alle de Kjære.

Det blev mig for mørkt i Keiserens Gaard;

Jeg fik Uro i Blodet i Freden.

Mig længtes efter en Dyst fuldhaard:

I Raaddenskab, tykkes mig, Verden gaaer,

Naar Sværdet er rustet til Skeden.

Svart længtes jeg efter mit Fædreland;

Over Hav fløi der Tidender onde:

"Kong Gøttrik kæmper mod Oprørsmand;

Ei Dankongen slukker den arge Brand;

Dybt sukker den fattige Bonde."

Og Orlov jeg tog af Keiseren brat;

Som en Fugl fløi min Stavn over Voven.

Hvor Holger leged med Hund og Kat,

Der sprang jeg i Land med min Vaabenhat,

Og Brynierne buldred i Skoven.

Mig fulgte tre hundrede Kæmper i Jern,

De bar Landsen i klirrende Handske.

Dankongen bragte jeg Skjold og Værn;

Men Gøttrik var myrdet; hans Sjæl var fjern.

Hans Øine ei saae Holger Danske.

Til Thinge jeg foer. Jeg nævned mit Navn;

Og de Danske blev lystig tilmode.

De bad mig glemme al Harm og Savn;

De bar Holger Danske trofast i Favn

Til Thronen, hvor Bøgene groede.

Dog -- Sønnen skal hævne Faderens Mord,

Skal Guds Jord under Fod ham ei brænde!

Den Ærens Lov var gammel i Nord.

Dyrt svoer jeg at søge Stimandens Spor

Fra Danmark til Jorderigs Ende.