Ved mindernes kilde

Hvor Oberon lever, hin Hjerterigets Drot,

Og Titania, Synernes Dronning,

Jeg mødtes paa Morganas vidunderlige Slot

Med Arthur, hin herlige Konning.

Vi Daadskraften øved; vi red i mægtig Dyst.

Hver Dag vandt vi Hæder og Kranse.

Hver Nat der klinged Harper i Lunden med stor Lyst;

Da saa vi paa Alfernes Danse.

Og Dagene bortsvang sig med Øjeblikkets Flugt,

Og Nætternes Fryd havde Vinger.

Den hele Verden ejer dog intet Liv saa smukt;

Men brat som en Sang det bortklinger,

Aarhundreder bortfløj; jeg mærked ej dertil;

Da stod jeg en Kvæld ved en Kilde.

Jeg lytted til Vovernes underlige Spil:

De hvisked saa venlige milde.

Jeg bøjed mit Hoved; jeg aned dog et Savn;

-- End bar jeg Forglemmelsens Krone:

Jeg husked end ikke mit gamle danske Navn --

Sært rørte mig Bølgernes Tone.

Det var mig, som de hvisked om, hvad jeg havde glemt.

Min Guldkrans var trillet i Voven --

Brat vaagned hvert Minde, som var i Sjælen gemt,

Om Danmark og Issefjordsskoven.

Jeg mindedes Carolus og Ridderskabets Flor,

Og alle de kære, som døde;

Jeg husked paa mit Navn, og min Længsel blev stor --

Da klang det, som Vindharper løde.

Jeg hørte Morgana; men ej jeg hende saa --

Mig favned usynlige Arme:

"Nu Timen er kommen -- tilbage skal du gaa,

Hvor Folkenes Livsbølger larme.

"Paa ny skal du vandre til mægtig Idræt hen:

Dit Folk skal genkende din Stemme.

Men glemmer det dig atter -- jeg favner dig igen;

Hvor Aanden har Liv, har du hjemme."

Forsvundet var Slottet -- som Skyer for det hen --

Og Skibet sig vugged paa Sandet.

Ud skød jeg min Snække; jeg sejled bort igen --

Jeg sejled mod Fædrenelandet.