Næppe tør jeg tale

Næppe tør jeg tale,

Så vinker han brat;

Kongen drømmer vågen,

Men værre dog ved Nat;

Ville så gerne sige ham,

Hvad mest jeg tænker på...

Jeg tænker på svundne Dage:

Det kan han ej forstå!

Jeg drømte, jeg var en Due

Og sattes med Høg i Bur,

For Høgens funklende Øje

Jeg flygted' med Skræk mod Mur;

Så bød han mig sikkert Lejde,

Hvorhen jeg blot havde Lyst...

Så hugged han Næbbets Kårde

Igennem mit hvide Bryst.

Våge må jeg stedse

Ved Dag og ved Nat,

Vender jeg mig fra ham,

Så vågner han brat,

Fatter mig i sit Favnetag,

Som ville jeg fra ham gå...

Hans Kys er glødende Lue;

Jeg kan dem ej forstå.