Vildt, vildt, vildt suser blæsten

Vildt, vildt, vildt suser Blæsten,

Sommer er næsten draget af Land.

Mod Bryggerne skvulper det sortnende Vand;

Jeg så ham på Bryggen, den kongelige Mand.

Hans Øje var dybt som Fjorden derude;

Jeg kunne mig sænke derned.

På Brystet det brede lå fløjelets Bude;

Jeg kunne mig hvile derved.

For Foden jeg kunne ham falde med Suk

Og smile, om Hånden min Pande strøg.

De sagde så ofte, at Duen var smuk.

Nu ved jeg først, hvem der er Høg!

Vildt, vildt, vildt suser Blæsten,

Hvem der ved Festen iaften var med!

Jeg blev vel på Tærskelen stående ræd, -

Og dansed' dog gerne afsted!

Hans Øje var dybt som Fjorden derude;

Jeg kunne mig sænke derned.