Den milde Majluft

Den milde Majluft lokker frem paany

de lyse Haab, som aabner deres Øje

og løfter Vingen mod den hvide Sky,

som sølvklar svømmer over grønne Høje.

Og Æbleblomsten som en Pigekind

staar hvid og rød og skinner i sit Smykke.

Saa vaagn paany i Dybet af mit Sind,

du uforgængelige Drøm om Lykke!

Men Fuglene, som flyver hjem i Maj,

og Blomsterne, som aabner sig i Lunde,

de drømmer ej, de skuffes ej, som jeg,

og sørger ej for det, som gik til Grunde.

Kun Hjertet bærer sin Erindring med — —

og vaagner Drømmene en Foraarsmorgen

og løfter Vingerne og vil afsted,

ved første Vingeslag de møder Sorgen.

Dog løfter Hjertets Drøm hver Maj paany

sin Vinge og sit melankolske Øje

og stiger langsomt mod den hvide Sky,

som sølvklar svømmer over grønne Høje.

Hvad vil du da, naar selv den søde Stund,

hvor Hjertet banker mod et andet Hjerte

og Munden suger Lykke af en Mund,

har Kildevæld, hvoraf der rinder Smerte?