Her staar de samme Lygter

Her staar de samme Lygter og lyser op i Løvet.

Det er de samme Linde, den samme lyse Nat.

Og Nattergalen hulker i Søndermarkens Krat —

Og Hjertet er det samme, men ældre og bedrøvet.

De samme stille Haver. Hvem drømmer nu derinde

med varme, blanke Øjne og Kinderne i Glød?

Hvem knæler nu og gemmer sit Hoved i et Skød

og stryges over Haaret og trøstes af en Kvinde?

Aa, under disse Linde er Luften tung og svanger

af Juninætters Drømme og unge Hjerters Graad

af Minder, som gør Hjertet saa blødt og Kinden vaad,

og Minder, som gør Hjertet saa tungt af Sorg og Anger!

Af underlige Minder, som hvisker: kan du huske

den første Elskovs søde, uforglemmelige Tid?

I lune Juninætter du listede dig hid —

og Nattergalen hulkede i Søndermarkens Buske.

Ak, hvorfor har dog Lykken saa flygtige Minutter,

at selv ej vor Erindring kan grihe deres Hast?

Og hvorfor vil vi søge at nagle noget fast,

naar ogsaa vor Erindring om svunden Lykke slutter?